Seks nye navne føjet til musikprogrammet.
Ved indgangen til 2026 er vi klar til at dele flere nye navne til det kommende program for Gisselfeld Kultursaloner 2026. Værsgo!
KIRA SKOV
I mere end 2 årtier har Kira Skov været en af de mest markante stemmer på den danske musikscene.
Gennem hele sin karriere har Kira Skov insisteret på, at lade musikken spejle livet i al dets tab, længsel og forvandling.
Koncerter med Kira Skov er rå, intime og følelsesladede og der venter publikum på Gisselfeld Kultursaloner en super intens koncert med en sangerinde og et band af fineste karat
Kira Skov spillede på den allerførste udgave ef Gisselfeld Kultursaloner og vender nu 5 år senere, tilbage med albummet ”What Ties Us Together Will Keep Us Apart”
Pressen skrev om ”What Ties Us Together Will Keep Us Apart”:
- ”Kira Skov er MESTERlig” – GAFFA
- ”Et regulært mesterværk” – Allthat
Lyt til Kira Skovs nye album
BISSE
Mindre en 10 år tog det Bisse at runde 15 udgivelser i en kreativ eksplosion ingen andre danske sangskrivere og musikere har kunnet nå bare til sokkeholderne. Bisse spillede et utal af koncerter i store og små formater og med en intensitet, der hver gang slog gnister fra scenen og slog benene væk under et fortryllet publikum.
Med ”Familiealbummet” har Bisse samlet et nyt band og ikke mindst; den mest utrolige samling af sange, der er kommet fra hans hånd. Og det siger ikke så lidt – det er mesterligt! Vi glæder os til at byde Bisse velkommen tilbage til Gisselfeld.
BEHARIE (N)
Et sted i skæringspunktet mellem indie, folk og soul, finder du norske Beharie, der i efteråret 2025 udgav sit 2. album “When the Silence Gets to Loud”.
Et album der understreger spådommene fra ikke kun norske medier, men også internationale medier, som spår Beharie en stor international karriere. Det tror vi på Gisselfeld Kultursaloner også, og derfor er vi stolte over, at kunne præsentere Beharie inden det store gennembrud.
DOWNTOWN JULY
Downtown July kalder sig selv en midtjysk kærlighedsinvasion. Med en stribe succesfulde singler, titlen som Ugens Uundgåelige på P3, en sejr i KarriereKanonen og en omfattende efterårsturné med 15 koncerter i Danmark og Norge er bandet nu klar til at indtage sommerens festivaler og dermed også Gisselfeld Kultursaloner.
Debutalbummet “Kravler før vi går” er ude d.20.februar og indkapsler seks års udvikling, venskab og kunstnerisk ambition.
HÆNGEMULEN
Med Hængemulen er der virkelig tale om et band, som passer perfekt ind i programmet på Gisselfeld Kultursaloner. De beskriver sig selv sådan her:
"Hængemulen er en hudløst ærlig musikalsk overgivelse og det karismatiske band optræder altid fuld af evig vildskab, momentan dedikation, kosmisk omsorg og skæv kærlighed ”
Hængemulens koncerter er som at snorkle uden en maske over et sårbart, men strålende koralrev. Det er en fejring af hvert eneste rene øjeblik, en hyldest til den evigt sjælelige flod som de knuselsker at dyppe deres bedrøvede, nysgerrige snabler i
GLÆD jer til dette formidable band
MIRJA KLIPPEL (FIN/DK)
Med en stor stemme, et inderligt klangunivers og en sans for at skrive sange, der forbinder dybt personlige erfaringer med billeder fra den nordiske natur, har den finske sangskriver og sanger, Mirja Klippel, markeret sig som et særligt talent på den alternative folk-scene.
Med sin faste medmusiker Alex Jønsson, drager hun publikum ind i et organisk og atmosfærisk univers, hvor personlige erfaringer åbner op for psykologiske dybder, og hvor intime rum går hånd i
hånd med rå og vilde landskaber.
