De første navne til Gisselfeld i 2026
Først og fremmest vil vi takke alle jer, der har købt billetter allerede inden de første navne har været annonceret.
Det vidner om tillid til vores program. En tillid vi forsøger at imødekomme med endnu et særligt festivalprogram, der ikke findes kopier af andre steder i Kongeriget.
Og at I er klar på overraskelserne, det nye og det velkendte, gør det bare endnu sjovere at sammensætte præcis dét program, som kun Gisselfeld Kultursaloner præsenterer.
Sådan en tillid forpligter, så vi har igen gjort os umage og taget os tid.
Aktualitet og kvalitet er gennemgående for alle seks navne og der er vanen tro noget til hjertet, hjernen og dansebenet.
Vi håber at I vil tage varmt imod de første seks navne vi sætter på plakaten for Gisselfeld Kultursaloner 2026:
Foto: Lasse Høgh
LOVE SHOP
Legendariske Love Shop har gennem snart en halv menneskealder præget dansk musik med guldrandede toner og knejsende, uimodståelig poppoesi.
Nu gæster Jens Unmack endelig Kultursalonerne og med sig har han et absolut stjernespækket band og ikke mindst Love Shops 15. studiealbum i bagagen. Albummet ”I Love You, Goodbye” har høstet anmelderroser af fineste karat og vil med stor sikkerhed brænde sig fast i Kultursalonernes historie som en af de helt store aftener.
Vi kan næsten ikke vente…
SELINA GIN & THE ICONICS
Som Gisselfeld Kultursaloner er Selina Gin flyttet på landet. Lyden af hendes musikalske univers har et internationalt snit og sangskrivningen har med sit 2. soloalbum på overbevisende vis understreget sine evner som sangskriver på højeste niveau.
Oveni det har Selina Gin en vokal der giver mindelser om ”alle de store” og som samtidig står stærkt som sin helt egen, hvilket Peter Sommer tidligt omfavnede og inviterede ind i sit univers. Her har Selina Gin været en væsentlig profil i Peter Sommers vokale lyd og i samme konstellation tidligere været på scenen under Gisselfeld Kultursaloner i 2025.
CARSTEN ESKELUND
Carsten Eskelund er en ener på den danske standupscene. I årtier har han været en af de mest respekterede og anerkendte i det danske standupmiljø, uden at have haft det brede offentlige gennembrud.
Og vi er ikke alene om den antagelse, for Carsten Eskelund melder på sin igangværende tour, med titlen ”Mod Menneske”, om det ene udsolgte show efter det andet.
Og det forstår man, når man har oplevet Carsten Eskelund live – eller på TV.
Vi glæder os til at præsentere jer for én af landet sjoveste og mest underfundige standupkomikere.
JAKOB SORGENFRI KJÆR
(journalist/forfatter/debattør)
”Kig Op!” er titlen på Jakob Sorgenfri Kjærs bestseller bog fra sidste år, der sætter fokus på vores tabte balance i livet – med skærmene og det digitale liv som fælleskabets største udfordring.
Undersøgende journalist Jakob Sorgenfri Kjær udforsker i ”Kig Op!”, hvordan teknologien har påvirket mennesket og samfundet: Vores forhold til hinanden, til vores børn, partner, os selv og vores sind.
Er det nok at synge sammen og lægge mobilen i lommen?
ALEXANDER HOLM
(miljøjournalist/biolog/debattør)
Gisselfeld Kultursaloner har tradition for at bringe natur, klima og miljø på dagsordenen. Det er på mange måder vores drivkraft; at sætte den verden vi bevæger os i i scene.
Få mennesker har en stemme, der netop sætter dén verden i spil i samtaler og debatter, som Alexander Holm.
Som en af de absolut førende debattører er Alexander Holm bannerfører for samtaler om betydningen af biodiversitet, omsorg for klima og forståelsen for betydningen af det fællesskab vi er født ind i med den omkringliggende natur.
Alexander Holm (Den Dyriske Time m.m.) er biolog med speciale i naturbeskyttelse, klummeskribent på bl.a. Altinget og Politiken, og blev i 2024 kåret som Årets Bedste Naturformidler.
POLITE
Bag Polite står sanger og sangskriver Karina Kaleda. Med rødder i folk- og indie-rock bevæger Polite sig i et lydunivers, hvor bløde vokaler, legesyge synthesizere og forvrængede guitartemaer smelter sammen. Det farverige lydbillede står i kontrast til de mørkere tekster, som kredser om temaer som generationskløfter, sårbarhed og indre arv.
I september udgav hun sin debut EP ”The Green House Has Been Asking About You” som kulminationen på et år hvor bl.a. Soundvenue og P6 Beat har rost Polite til skyerne. Vi glæder os til at præsentere endnu et navn, der meget vel kan vise sig, at have et potentiale udover det sædvanlige.

