STIIG MARKAGER

STIIG MARKAGER ●

STIIG MARKAGER

Professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, Stiig Markager, gæster Kultursalonerne Gisselfeld 2025 med et oplæg om Den Grønne Trepartsaftale.

Den Grønne Trepartsaftale er uden tvivl den vigtigste faktor for naturen i Danmark i de kommende årtier. Aftalen markerer en fundamental ændring i vores forhold til landskabet. I 6000 år har vi forsøgt at omforme naturen til vores egen nytte. Med aftalen indser vi nu kollektivt, at vi er gået for langt ad den vej – og giver noget af pladsen tilbage til naturen.

Planen er at udtage 390.000 hektar landbrugsjord – lidt mere end hele Fyns areal – og indføre restriktioner for landbrugets spredning af kvælstof og valg af afgrøder. Men er det nok?

Lige nu er ambitionen kun lidt over 50 procent af det, der er nødvendigt for at genoplive vores døde fjorde. Måske er det største problem, at vores Grundlov beskytter den private ejendomsret i en grad, som betyder, at vi ikke kan redde klimaet, vores havmiljø eller løse biodiversitetskrisen.

Grundloven stammer fra 1849 og er senest revideret i 1953. Er den ude af takt med den verden, vi lever i i dag?